Hjælp Karsten til at vinde kampen mod cancer
Kampen mod canceren fortsætter med uformindsket styrke, og jeg holder fokus på målet, der er at blive rask, selv om det har været barsk fra tid til anden.
Januar 2012 -: Lægerne på OUH har besluttet, at jeg skal have en pause fra kemoen, så en slidt og hærget krop kan komme til hægterne igen. Det vil sige, at jeg fremover - og forhåbentlig i lang tid - ikke skal have kemo-stoffet Taxoterre, men kun antistoffet, det væksthæmmende Herceptin.
August 2011 - januar 2012: Behandlingen med en ny type kemo (Taxoterre og Herceptin) starter op, efter at den seneste scanning viste, at canceren igen rører på sig, selv om den er blevet bombet med Cetuximab et halvt års tid. Den nye behandling gives med tre ugers mellemrum.
August/september 2011: Indtil videre tre turer på det lokale sygehus med infektioner og blodpropper i højre lunge. Retfærdigvis skal det understreges, at blodpropperne kun har optrådt i forbindelse med første indlæggelse.
Januar 2011: Behandlingen med Cetuximab starter op, fordi canceren rører på sig. Cetuximab er en skånsom type kemo, der kræver behandling hver anden uge.
August 2010: Svaret på den seneste scanning viser, at canceren efter halvandet år i ro igen er i bevægelse. Jeg får svaret på min fødselsdag og kunne sagtens have brugt en behageligere gave. Behandlingen starter i september, men viser sig at have ringe effekt.
December 2008 - august 2010: Alle scanninger, som foretages rutinemæssigt hver tredje måned, viser, at canceren holder sig i ro. Dejligt.
17. april 2008: Diagnosen stilles vha af en gatroskopi - kikkertundersøgelse - af maven på Aabenraa Sygehus. Livet vendes lige pludselig på hovedet.
16. april 2008: Efter at have skrantet gennem længere tid vælger huslægen at indlægge mig dagen efter. Den direkte foranledning er, at hun måler min blodprocent til 2,7 - mod et normalt niveau på otte til 11.
Selv om jeg ikke behandles i udlandet, kan du stadig købe en andel i Karstens liv. Alle bidrag er velkomne og går ubeskåret til akupunturbehandlinger, konsultationer hos psykolog og måske behandlinger i udlandet, hvis det senere viser sig, at der bliver brug for det.
Vil du købe en andel i Karstens liv, så overfør pengene til registreringsnummer 7110, kontonummer 14 27 806 (Sydbank). Hvis du opgiver dit navn og din adresse modtager du i løbet af nogle dage et mærkat, som den der er her på siden, i posten lige til at sætte på for eksempel bilruden.
Alle bidrag modtages med stor taknemmelighed.
Du kan læse mere om kampagnen og sygdomsforløbet i artiklerne herunder:
Artiklerne er her:
Artikel: 28. September
Artikel: 3. Januar
Artikel: 1. Februar
Artikel: Annonce
Artikel: DR SYD 8. Februar
Radio indslag: DR SYD 8. Februar
Drømmen er, at kemoen kan gøre det af med så stor en del af canceren, at det bliver muligt at operere resten væk. Den operation kan meget vel komme til at finde sted for egen regning i udlandet - Tyskland, USA, Norge, Kina eller et helt femte sted.
Første behandling hos professor dr. Thomas Vogl i Frankfurt kostede 3463,87 euro (25.805,83 danske kroner, kurs 7,45). Anden behandling var en anelse dyrere, idet den kostede 3506,05 euro (26.120,07 danske kroner). Tredje behandling var den dyreste, idet den kostede 4092,34 euro (30.487,93 danske kroner).
Sådan hjælper du
Beløb indsamlet indtil nu:
104.616,65 kroner
Tak for din støtte
Sidste nyt
17. maj:
Kristi Himmelfart og 198 års for Norges grundlov underskrevet 1814 på Eidsvoll. Ellers en dag med både arbejde og konfirmation. Desværre har jeg i dag haft et værre bøvl med at synke maden, men jeg har en klar forventning om, at det er en enlig svale og går i sig selv til i morgen. Dagen har været pænt lang, og her til aften er jeg godt brugt og har bare lyst til at sove.
16. maj:
Dagen i dag er den bedste i efterhånden temmelig lang tid. Hvor er da skønt at have lidt overskud til at vaske bilen, lufte Otto og ellers fungere som alle andre ganske normale mennesker. Otto har desværre hofteledsdysplasi, men fungerer fint og eneste ændring er, at han skal have flere daglige, men kortere lufteture.
15. maj:
Dagen har været noget bedre end de foregående efterhånden temmelig mange dage. Trætheden har været til at overse, og jeg har ikke ondt nogle steder og har valgt at se frem til gastroskopien den 25. maj. Faktisk har jeg haft overskud til lidt havearbejde og med tanke på, at det absolut ikke hører til favorit-syslerne, er det kun positivt trods det lille, der blev gjort.
14. maj:
Fredag den 25. skal jeg gastroskoperes - kikkertundersøges - på OUH. Jeg føler mig temmelig overbevist om, at jeg ikke taber blod mere, men er alligevel afklaret på, at der kan være en gevinst ved at "sluge" en kikkert. Ellers var jeg usædvanlig træt her til morgen og daffede hjem fra arbejde efter en halv time. Efter en god lur har resten af dagen været ok.
10. maj:
Synkeriet fungerer fortsat tilfredsstillende, men jeg er noget medtaget af behandlingen i går. Det går fint indtil midt på dagen, hen på eftermiddagen får jeg lidt feber og natten går med at sove skidt - det er som om, kroppen er speedet oven på behandlingen og ikke helt kan falde til ro.
9. maj:
Behandlingen i dag forløb perfekt og varede alt i alt mindre end halvanden time, så ventetiden var bestemt til at overse. Lækkert. Det er besluttet, at dosis af det blodfortyndende Fragmin reduceres fra 18.000 I.E til 15.000 internationale enheder, idet tallet fra blodprøven har stabiliseret sig på et tilfredsstillende niveau. Det går ok med at synke maden, men til gengæld har jeg haft nogle dage, hvor jeg er træt.
8. maj:
Værdierne fra blodprøven, som jeg fik taget her til morgen fortæller, at bloprocenten er steget fra 6,3 til 6,4. Ikke meget, men det går den rigtige vej. Værdierne for heholdvis de hvide blodlegemer (leucocytterne; immunforsvaret) og blodpladerne (også kaldet trombocytter; blodets evne til at koagulere) er 6,39 og 251, hvilket er flot og rigeligt indenfor grænseområdet. Ellers er jeg bare træt, træt og træt i dag efter at have sovet skidt i nat, men til gengæld kan jeg glæde mig over, at bøvle med at synke maden lader til at være aftagende.
7. maj:
Nogle gange bliver det for træls, når træthed, yderst moderate smerter og andre symptomer på, at kroppen ikke er i balance siger fra for længe ad gangen. Sådan har det været de sidste par dage, og jeg må indrømme, at det fra tid til anden er svært at grave frem den nødvendige gejst, glæde og vilje, som er hårdt tiltrængte, hvis jeg skal i mål. Hvor længe er det lige, jeg har overskud til at blive ved med at kæmpe?
4. maj:
Det passer ganske fortrinligt, at det er St. Bededag i dag, hvor der ikke behøver at ske en masse. Jeg har været rigtig godt og grundigt træt, men det er heldigvis den træthed, jeg kan sove væk. Ellers fungerer det meste, og der er fire dage til næste blodprøve og blodprocent-tjek og fem dage til næste behandling onsdag. Et af de spørgsmål, der trænger sig mest er, om jeg skal fortsætte med at "junke" Fragmin, når blodpropperne i lungen er væk, og værdien fra Anti X-blodprøven er ok.
3. maj:
Turene til akupunktøren er altid lange - mærkeligt nok er afstanden den samme hver gang - men til gengæld opløftende. Underligt hvad en snes nåle er i stand til, og lige forbløffende er det hver gang at få forklaret, hvordan tingene hænger sammen. Nåleekvilibristen har pæret lidt til synkebesværet, løftet energien og rost mig for at tage udfordringerne, som de kommer.
2. maj:
Bøvlet med at få maden gennem spiserøret har været til at overse i dag, og jeg er rigtig spændt på, hvad akupunktøren siger dels til synkebesværet, men også til blodprocenten. En blodprøve taget i formiddag viser, at blodprocenten er steget fra 6,0 til 6,3 - ikke meget, men yderst positivt. Jeg ved fra tidligere, at han ved hjælp af nålene er i stand til at gøre spiserøret mere elastisk, men det må stå hen i det uvisse, indtil behandlingerne er overstået. I øvrigt runder David Beckham 37 år i dag...
1. maj:
... og arbejdernes internationale kampdag. Bøvlet med at synke maden fortsætter, men kanp så slemt som de sidste par dage. Nu kan det kun gå for langsomt med at komme til akupunktur. Der er ganske givet gevinst at hente i forhold til synkebesværet.
30. april:
I går og til dels i dag har jeg haft voldsomme problemer med at synke maden, og jeg kan mærke, det begynder at påvirke hele situationen omkring måltiderne. Hvor hyggeligt er det lige at spise, hvis jeg er nødt til at sende det hele retur, fordi maden ikke kan passere gennem spiserørets nederste del? Ikke specielt hyggeligt skulle jeg hilse at sige. Desuden udmatter det mig temmelig voldsomt og påvirker naturligvis også humøret. Jeg er ikke længere i tvivl om, at det er en rigtig beslutning at få foretaget en kikkertundersøgelse.
29. april:
Der er bestilt en gastroskopi - kikkertundersøgelse - i Odense, men jeg undrer mig da over, om jeg har brug for den. Jeg har bedt om at blive gastroskoperet (det hedder det faktisk), så lægerne kan se, hvorfra blødningen stammer, og måske er der en sidegevinst ved, at der bliver bedre plads i spiserøret. Jeg har endnu ikke fået tid og undrer mig stadig lidt over, hvor symptomerne på, at jeg mister blod er blevet af. Eneste er, at afføringen er mørk, men ikke sort. Måske har akupunktøren en god forklaring. Det vil ikke være første gang, han kan forklare det, lægerne ikke kan.
28. april:
Hvis jeg stadig mister blod, og det tvivler jeg af og til på, at jeg gør, så er det godt nok underligt, at jeg de sidste to dage overhovedet ikke har haft symptomer på blodtab/-mangel. Ingen træthed, pænt med energi og dermed en hverdag, der fungerer.
26. april:
Formen i dag er ok, efter at jeg for første gang i 49 år, otte måneder og to dage i aftes tog sovemedicin for at få ro. Desværre er det sådan, at det snurrer i knæene, hvilket gør det vanskeligt at sove. Højre knæ svarer til kroppens fundament. Venstre til følelser. Og de snurrer begge. Måske har de en eller anden skifteholdsordning? Jeg mærker ikke meget til trætheden, som er en naturlig følge af lav blodprocent, men det kommer ofte sent på dagen, hvor energien er brugt op.
25. april:
I dag eller i morgen får jeg taget den blodprøve, der kan give en klar indikation på, om jeg taber blod fortsat. Alle - de fleste - symptomer er stadig fraværende, og jeg er temmelig spændt på, hvad blodprocenten ligger på. Senest var den beskedne 6,5. Siden de forrige linier er skrevet, foreligger både blodprøve og blodprocenten, som er dykket til 6,0, hvilket betyder, at jeg stadig mister blod.
22. april:
Det går fremad, og det går rigtig hurtigt fremad og den rigtige vej med helbredet og humøret. For få dage siden var jeg sikker på, at jeg mister/mistede blod, men i dag er temmelig sikker på, at blodtabet er standset. Formentlig af Herceptinen. I hvert fald er alle symptomer på, at blodprocenten stadig falder borte væk, og jeg har betydelig mere energi nu end fx i fredags.
21. april:
Dagen i dag har været væsentligt kækkere end i går. Jeg er sikker på, at jeg har tabt blod, men er slet ikke sikker på, at jeg stadig gør det. Det kan - og jeg understreger kan - betyde, at Herceptinen har stoppet blodtabet. Symptomerne på blodmangel/-tab har stort set været fraværende i dag, og det giver da håb om, at blodprocenten retter sig af sig selv.
20. april:
Blodprøven, som jeg fik taget onsdag i Odense, fortæller desværre, at blodprocenten hænger med røven i vandskorpen. Normalt skal den være mellem otte og 11, mens min onsdag var 6,5. Det er muligt at få blodtransfusion, når/hvis den rammer seks. Uanset gør det, at jeg er mere træt og mere uoplagt end ellers. Jeg har i øvrigt også hovedpine mere eller mindre hele tiden, vel fordi den lave blodprocent betyder, at der ikke transporteres ilt nok rundt i kroppen. Og mindre ilt til hjernen betyder, at vi bliver søvnige og trætte. Efter aftale med OUH er der dømt blodprøve igen medio næste uge.
19. april:
Jeg glemte at nævne, at scanningen viser, at blodpropperne i højre lunge er helt væk. Om det også betyder, at jeg slipper for at junke Fragmin hver dag, ved jeg p.t. ingenting om. I øvrigt har jeg netop været i kontakt med sygehuset i München for at høre, hvilken dokumentation i form af journal og billeder fra scanningerne, de skal bruge for at kunne vurdere min sag. Det fede er, at de vurderer min sag og hvis de siger ok til at behandle mig og kommer de også med en pris. Ergo ved jeg, hvor mange penge, der skal samles ind.
18. april:
Dag et i femte år som værende på vej til at blive rask... Svaret på scanningen fortæller, at metastaserne i leveren forsat svinder, men til gengæld vokser knuden i overgangen mellem spiserør og mavesæk. Det gør det endnu mere bøvlet at synke maden, end det allerede er. Løsningen kan være at få sat en stent ind, som holder passagen åben eller proton-terapi i München - se www.rptc.de I øvrigt fortæller scannings-beskrivelsen følgende: Fortsat normal forhold i thorax uden forstørrende lymfeknuderm periklavikulært aksillært eller mediastinum.
17. april:
I går var det fire år siden, sygeplejerskerne landet over gik i strejke. Samme eftermiddagdag forlod jeg lægen med en indlæggelse til Haderslev Sygehus, hvor jeg troppede op i dag til morgen for fire år siden. Senere gik turen til Aabenraa, blodprøver, kikkertundersøgelse om aftnen og endelig en kræftdiagnose, der vendte op og ned på det hele. Det var en torsdag og dagen efter var St. Bededag. Vel, jeg har fået pænt betalt for mine skattekroner i løbet af disse år... I nat havde jeg smerter i mellemgulvet og var nødt til at skille mig af med en masse overskydende spyt. Ifølge sygehuset, som jeg rutinemæssigt har snakket med i dag - dagen før behandling - er det en ganske normal ting for borgere med min diagnose, og jeg har da også oplevet det før. Heldigvis er det ovre i løbet af kort tid.
16. april:
To dage til behandling og svar på scanning. De sidste par nætter har været en udfodring at komme igennem. Dels har det snurret voldsmt i det ene knæ, dels har jeg haft ondt i halsen og hostet masse slim op. Nu til morgen er det ok igen, men jeg føler mig slet ikke på toppen. Jeg håber bare, det ændrer sig hurtigt til det bedre. I øvrigt: I dag er det fire år siden, sygeplejerskerne gik i strejke. Samme dag - det var en onsdag - var jeg til læge efter at have været skidt kørende i lang tid og fik målt min blodprocent til 2,7. Det "kostede" en indlæggelse dagen efter på det lokale sygehus.
14. april:
... og min hustru runder de skarpe 57 år i dag. Jeg er heldigvis kommet helskindet gennem dagen uden at have mærket noget til træthed og uden at have været halvskidt. Det mest interessante er naturligvis svaret på scanningen, som jeg får onsdag, hvor jeg tillige begynder femte år på min vej til at blive rask. Vel, der er altid en vis usikkerhed og angst i forbindelse med disse svar, men med tanke, hvordan det er gået siden sidste scanning, har jeg tro på, at svaret falder ud til min fordel. Og så er der selvfølgelig den hage ved det hele, at én uge nogle gange er lige knap nok til at få svaret klart, så det er en mulighed, at den bare står på behandling onsdag, mens svaret må vente.
13. april:
Pilen, der peger op og frem, fladede pludselig lidt ud i eftermiddag, hvor jeg nogle timer var vanvittig træt og halvskidt - omtrent som tidligere, men det gik hurtigt i sig selv igen. Og heldigvis for det, selvom det er rigtig træls, mens det står på.
12. april:
Scanningen i går gik fint, men det mest spændende - svaret - må jeg vente med til på onsdag. Det er godt nok forår og alt spirer og gror, men træerne ikke så meget, at de vokser ind i himlen... Vel er trætheden på retræte, men jeg mærker den stadig og nogle dage mere end andre. Men det er da altid noget, at hjernen vil mere end kroppen kan klare end omvendt...
11. april:
Forkølelsen er heldigvis forsvundet og er dermed færdig med at lægge en dæmper på humør og fysik. Om lidt kører jeg til Odense for at blive scannet og derefter er det bare om at holde næsen over vandet frem til næste onsdag, hvor der igen er behandling på sygehuset.
9. april:
Snotteriet er temmelig slemt, og det lægger naturligvis en dæmper på begejstringen over, at alt - altså næsten alt - er ok. I overmorgen skal jeg scannes i Odense, og jeg håber inderligt, at lægerne når at udrede billederne, så der er svar onsdag den 18. april, når jeg skal behandles.
8. april:
Poden runder 14 år i dag, og det fejrer vi naturligvis på behørig vis. Egentlig er det bare ok det hele, men jeg har et eller andet sted undervejs reddet mig en forkølelse, som bestemt ikke er særlig hyggelig.
6. april:
De små aha-oplevelser i forhold til, hvordan kroppen skal fungerer, når alt - eller det meste - er optimalt dukker op i disse dage. Pilen peger stadig op og frem, og jeg kæmper en indædt kamp for at sende flest mulige kræftceller på døren. Eneste slange i paradis var det lille stykke banan, jeg spiste i morges. Det kunne maven ikke lide, men dårligdommen er afblæst for længe siden.
4. april:
Det er næsten, men kun næsten, en underlig følelse at have det godt. Kroppen fungerer, pæren fungerer, men jeg da i hvert fald selv, og nu kan både cancer og påske bare komme an. Kommende onsdag skal jeg scannes, og jeg håber inderligt, at svaret er klart, når der igen er behandling den 18. april.
3. april:
Pilen peger fortsat i den rigtige retning og faktisk er det bare at kigge fremover i et prespektiv, der er lidt længere end dagen i dag og måske den i morgen. Jeg har det forrygende og mærker intet til hverken kemo eller herceptin bortset fra lidt svederi om natten.
31. marts:
Det går op og ned her i livet. Nogle gange går det rigtig hurtigt nedad, og det er sjovt, når man cykler. I livet ellers er det sjovest, når det går opad. Jeg har omtrent samme døgnrytme som en baby: 10 timers søvn, spise, lege lidt (dvs gå tur med Otto), sove og så fremdeles. Sådan tydede det også på, at det ville blive i dag. I hvert fald var jeg så træt i morges, at jeg knapt nok kunne holde på glasset. En lille lur i formiddag og vips, så lader det til, at Speedy Gonzales er flyttet ind hos mig. Lige nu er det ok, men erfaringen fortæller mig, at det hurtigt vender igen, så det gælder om at nyde de gode øjeblikke.
30. marts:
Kroppen tålte mosten den første dag. I går og i dag har været en væsentlig større udfordring. Det er ok om morgenen for så at blive værre og værre udover dagen. Jeg fryser, har feber, nul og niks energi til noget som helst og har tillige et voldsomt behov for søvn.
28. marts:
Jeg har været et smut i Odense til behandling. Det gik fint, og indtil videre lader det til, at kroppen tåler mosten. Jeg fik også taget en Anti X-blodprøve for at være sikker på, at det blodfortyndende Fragmin gør gavn. Og kom ikke og sig, at det danske sundhedssystem ikke virker. Jeg blev nemlig ringet op i eftermiddag og fik at vide, at værdien fra blodprøven ligger på 0,91, hvilket er godt inden for spekteret på 0,8 - 1,2. Ifølge lægen betyder det, at doseringen af Fragmin ikke ændres den næste måneds tid.
27. marts:
I morgen er der behandling på OUH, i dag har jeg fået taget blodprøve, hvor alle interessante værdier bliver tjekket. Jeg er nu mest spændt på hæmoglobinet - blodprocenten - men har i skrivende stund ikk kendskab til tallene. Ellers er alt ok.
24. marts:
Kroppen restituerer stadig for fuld kraft, og jeg har det ganske glimrende. Det lader til, at trætheden er på retur, men det er muligt, den dukker op igen efter behandlingen og læge-snakken på onsdag. Behandlingen er nummer fire uden kemo, nummer 38 i alt og noget, jeg har vænnet mig til for længe siden. Så er scanningen den 11. april - den første efter at kemobehandlingerne er stoppet - og ikke mindst svaret langt mere spændende.
21. marts:
... og det har allerede været forårsjævndøgn. Pilen peger stadig i den rigtige retning, og jeg kan ikke komme på nogle skavanker at klage over. Jeg er stadig træt af og til, men min fornemmelse er, at der bliver længere og længere imellem, hvilket kan betyde, at kemoens hærgen i kroppen er ved at ebbe ud. Og hvor underligt det end lyder, ser jeg frem til behandlingen kommende onsdag, men rigtig spændende bliver det først, når jeg får svar på den næste scanning, som finder sted onsdag 11. april.
19. marts:
Hjertet er tjekket, og fungerer ifølge lægen upåklageligt. Ellers fortsætter den gode tendens fra de seneste dage at smile om kap med foråret.
18. marts:
8,37 kilometer på cykel i dag er vel slet ikke så værst og i hvert fald en spæd begyndelse til nogle hyggelige småture de kommende måneder. Formen er stadig perfekt, og det kan ikke gå hurtigt nok med at få canceren ud af kroppen. I morgen skal jeg have scannet hjertet, så lægerne er sikre på, at blodpropperne i lungerne ikke er så massive, at hjertet kompenserer ved at begynde at pumpe kraftigere.
16. marts:
Foråret nåede omsider til Haderslev i dag, og det er første gang i rigtig lang tid, jeg vågnede op og virkelig havde lyst til at stå op. Otto og jeg tog en tur ud i det smukke vejr, og gulvet fik en tur med støvsugeren og moppen. Siden er overskuddet svundet lidt, men det lader til, at kroppen endnu en gang har sejret over bivirkninger og diverse andre trængsler. Nu gælder det om at restituere frem mod næste behandling 28. marts.
15. marts:
Dårligdommen, bivirkningerne og trængslerne har stadig fri og håbet om, at de er taget på ferie stiger. En rigtig god dag, der giver håb om, at de små to uger, der er tilbage inden næste behandling bliver ren restitution for kroppen. Det vil i givet fald være særdels tiltrængt.
14. marts:
Blodprøven på OUH i dag er veloverstået, og de dyrbare dråber analyseres for at sikre, at Fragmin-dosisen er så nøjagtig som muligt. Ellers lader det til, at dårligdommen har taget sig en fridag. I hvert fald er det den bedste dag siden behandlingen onsdag i sidste, så kan jeg jo krydse fingre for, at fridagene går over i en regulær ferie af længere varighed.
13. marts:
Dårligdommen lader ikke til at tage nogen ende. I aftes hoppede jeg under dynen ved 7-tiden med feber og havde det i øvrigt rigtig skidt. Kropstemeperaturen var godt og vel midnat 38,9, og jeg er stadig noget stakåndet. Lægerne på OUH har sat dosis af Fragmin op og ellers beordret en ny Anti X blodprøve i morgen. Den skal tages temmelig præcist fire timer efter, jeg har taget Fragmin. Det store spørgsmål er naturligvis, hvorfor jeg bøvler så voldsomt med at komme på højkant igen efter behandlingerne.
12. marts:
En lang søvn natten til søndag hjalp gevaldigt på det hele, og energiniveauet er steget til noget, der ligner almindeligt niveau. Jeg har snakket med sygehuset her til morgen, fordi det prikker i højre lunge, når jeg trækker vejret igennem. Mistanken gik selvfølgelig på, at der er kommet flere blodpropper til, men lægerne mener ikke, at symptomer er alarmerende, så længe jeg ikke får åndenød. Og behandlingen er uanset Fragmin, som jeg allerede "junker" hver dag, så indtil videre slår jeg koldt vand i blodet.
10. marts:
Det har været et rigtig skidt døgn med masser af træthed og træthed om igen - vel og mærke af den type, som det er umuligt at sove væk. I aftes krøb jeg under dynen, da Disney Sjov begyndte, fordi jeg var skidt, og jeg har en mistanke om, at jeg nogle gange bliver skidt af at spise. Det giver nogle interessante perspektiver... I dag er det næsten gået nogenlunde, men måske mest fordi jeg sov et par timer i formiddag. Energiniveauet er -6312 mindst, og jeg orker knap nok at bevæge mig rundt. Hold da fast hvor kunne jeg sagtens klare mig uden alt det her bøvl og bare leve et ganske normalt liv.
9. marts:
Værdierne fra blodprøverne viser, at Anti X-værdien er lidt lavere end ønsket, men samtidig er det ikke noget, lægerne ønsker at gøre noget ved i forhold til at justere doseringen af Fragmin, som i forvejen er rimelig høj. Blodprocenten ligger på 7,3 mod 7,4 søndag - marginalt lavere, men det huer mig ikke, at den falder og slet ikke, hvis det fortsætter. Ellers stikker det i leveren, og maven værker noget uden, at det er direkte smertefuldt. Jeg håber bare, at det er behandlingen og ikke canceren, der er årsagen til dette.
8. marts:
Behandlingen i går gik vel - tidsmæssigt på skinner, men det hjælper åbenbart, at jeg skulle have taget blodprøve temmelig præcis fire timer, efter jeg havde "junket" Fragmin. Dette for at være sikker på, at dosisen er ok. I går aftes var jeg mat i sokkerne, mens det indtil videre i dag går ok - måske skyldes det, at jeg har set Barca - Leverkusen 7-1 med fem kasser af Messi... Svaret på blodprøven, hvor blodprocenten samtidig bliver tjekket foreligger i dag eller i morgen.
6. marts:
Alle tegn tyder på, at jeg ikke mister blod, men blodprocenten bliver tjekket i morgen, når jeg alligevel besøger sygehuset for Gud ved hvilken gang. Desuden skal der tages blodprøve for at tjekke, om sprøjten med Fragmin indeholder den rigtige dosis til mig - måske skal den justeres op eller ned.
4. marts:
Smuttede et smut på sygehuset i dag for at få taget blodprøve og tjekket blodprocenten. Jeg havde en mistanke om, at jeg mister blod, og den er ikke aflivet helt endnu. Blodprocenten er p.t. 7,4, hvilket er en anelse lavere end den plejer at være i forbindelse med blodprøverne op til kemobehandlingerne. Ikke noget alarmerende, men jeg beder om en ny blodprøve, når jeg er i Odense til behandling onsdag. Blodprocenten skal normalt ligge mellem otte og 11 - lidt lavere for kvinder.
1. marts:
Dårlig cocktail at være halvskidt og samtidig kunne kigge frem til behandling kommende onsdag. Dagen i dag ligner til forveksling den i går bortset fra, at det nu er forår ifølge kalenderen. Nogle gange er det bare rigtig træls, at kroppen ikke reagerer som en på 20, men en kemo-hærget krop på 49 et halvt og otte dage. Det er oftest svært at glæde sig over det, man kan klare i stedet for at ærgre sig over det, man ikke magter, men må udskyde til i morgen.
29. februar:
Det er skidt i dag, men det er bare almindelig sygdom, der banker på med influenzalignende symptomer. Jeg kan p.t. ikke gøre andet end at afvente og se, hvad det udvikler sig til. Trætheden dukker fra tid til anden op, og neglene lever sit eget liv. Indtil videre er tre revnet og faldet af, mens neglen på venstre langefinger smutter i løbet af føje tid. Jeg håber, resten bliver, hvor de skal.
27. februar:
Hmmm, kroppen giver ikke lyd fra sig i form af skavanker, men jeg støder stadig fra tid til anden sammen med den træthed, som desværre nok vil følge mig en rum tid endnu. Nu gælder det om at restituere og bygge kroppen op inden næste behandling onsdag den 7. marts.
25. februar:
Jeg fornemmer, at et vist fysisk og dermed også mentalt overskud titter frem sammen med de endnu spæde forårstegn, der er udenfor. Samtidig er jeg blevet headhuntet til at være presseansvarlig for landsindsamlingen i regi af Kræftens Bekæmpelse lokalt her i Haderslev Kommune. Vi er rigtig mange, der har brug for din hjælp, og du kan melde dig som indsamler ved at klikke ind på cancer.dk eller ved at ringe 74 54 75 40, hvis du bor i Haderslev Kommune. Landsindsamlingen finder i år sted søndag den 25. marts.
24. februar:
I aftes og igen her til morgen er de første gange, jeg har mærket, at kroppen fungerer så optimalt som den nu en gang kan. Det giver virkelig følelsen af at være på vej til at blive rask.
23. februar:
Min påstand er endnu en gang, at det går fremad. Det går langsomt, men retningen er den rigtige, og jeg begynder så småt at zoome ind på målet igen. Indtil videre mangler jeg det meste af neglene på begge pegefingre og flere lader til at følge efter, men det er vel dybest set en biting?
21. februar:
Leveren stikker stadigvæk og fortæller således, at den er der endnu. Den uge, der er gået siden behandlingen onsdag på OUH har været og er småtræls. I dag brillerede kroppen med at støde frokosten fra sig på nul komma niks sekunder - faktisk kunne jeg mærke det allerede, mens jeg spiste. Og det havde intet med synkebesvær at gøre. Jeg indrømmer gerne, at jeg begynder at undre mig over, hvorfor kroppen endnu ikke er kommet til hægterne igen.
20. februar:
Sjette døgn efter behandlingen forleden er i gang, og selvom det endnu ikke er helt perfekt, så vover jeg påstanden, at jeg endnu en gang har kæmpet mig igennem. Jeg er stadig lidt mat i sokkerne og har en stikkende smerte i leveren, som gør, at det kan være bøvlet at trække vejret helt igennem.
18. februar:
De seneste par dage har været noget skrammel. Jeg er mere end en anelse medtaget og sædvanen tro bliver det værre udover dagen, når kropstemperaturen stiger. Jeg er uden energi, har lidt feber og halvskidt appetit - det sidste skal jeg nok overleve. Om sandt skal siges, og det skal det, overrasker det mig en hel del, at antistoffet, Herceptin, slår så hårdt. Der er kun en løsning, og det er at geare pæren rent mentalt i langt højere grad næste gang, som er den 7. marts, end jeg gjorde forleden.
16. februar:
Dag et efter behandling nummer to uden kemo. Jeg er en anelse medtaget - fryser, er småtræt, samtidig med at det rumsterer i maven. Jeg har en forventning om, at det retter sig i løbet af dagen og senest i morgen. Ellers er det forjættede tal, der kræver, at jeg skal tage blodfortyndende medicin tæt på at være der, hvor lægerne gerne vil havde, det skal være, men umiddelbart slipper jeg ikke for sprøjterne. Ellers fik jeg antibiotika med mig hjem, så de betændte negle kan komme til hægterne igen. Som det ser ud p.t., ryger neglene på begge pegefingre af.
14. februar:
Det er dagen før dagen uden kemobehandling og den voldsomme træthed, der ovemandede mig i efterkant af sidste kemo-løse behandling for tre uger siden, har fået mig til at skærpe sanserne en kende, så jeg undgår at blive slået omkuld en gang til. Ingen tvivl om, at reaktionen kom bag på mig, så denne her gang er jeg mentalt langt mere klar end sidste gang. Dagen i dag har været helt ok. Jeg har snakket med sygehuset som sædvanlig, og der bliver i morgen i forbindelse med behandlingen taget hånd om mine ildelugtende, betændte negle sandsynligvis med antibiotika.
13. februar:
Flere negle er i fare for at smutte, men dagens store opdagelse har været, at stanken, som har pæret til lugtesansen, såmænd stammer fra betændelse, som er opstået inde under neglene. Højre pegefinger og især venstre tommerfinger var fulde af ildelugtende betændelse. Føj. Som du kan læse er det store problemer, der skal tackles... Vidste du, at der i gennemsnit dør 40 mennesker af cancer hver eneste dag i Danmark, samt at et gennemsnit på 90 medborgere i dag har fået at vide, at de har cancer. Skræmmende.
12. februar:
Intet nyt er godt nyt. Der er ikke de store ændringer fra dag til dag. Trætheden er mindre slem i dag end den seneste uges tid, men det skyldes måske, at det har været weekend og dermed mulighed for at sove færdig, inden pligterne kalder.
11. februar:
Neglene og træthed. Som skrevet lader det til, at neglene på pegefingrene smutter. Måske kun den ene, men det er også rigeligt, selv om det er billigt sluppet. Ellers sover jeg som en baby heri weekenderne, hvor det er muligt at sove færdig om morgenen. Små 10 timer bliver det til, men det er lidt træls, at sengen kalder allerede klokken ni om aftnen. Vel, det der med trætheden er en udmarvende øvelse, men jeg satser alt på, at den fortager sig igen.
10. februar:
To skridt frem og et tilbage er lig med et skridt frem... Efter min smag går det for langsomt med at blive rask, men det går den rigtige vej. Langsomt, men trods alt fremad. I øjeblikket er det neglene, der volder det største besvær. Det er én af kemoens mange sidegevinster, at neglene kan falde af, og jeg mister sandsynligvis to - i hvet fald er begge pegefingre i farezonen. Kommende onsdag er der igen behandling - den anden uden kemo og dermed en hurtig omgang på små tre kvarter plus ventetid.
8. februar:
I går holdt jeg et lille foredrag for de frivillige i Projekt Medmennesker, se www.medmennesker.dk Det gik fint. Ellers er i perioder stadig flad og i dag og i går aftes har jeg været halvskidt med en anelse feber, slap, lidt kvalme og rumlen i maven. Det går forhåbentlig hurtigt i sig selv igen.
6. februar:
Mandag i dag og det er ofte en træls dag, fordi jeg er træt. Ikke efter weekenden, men oven på strabadserne fra sidste uge. Det er ofte sådan, at kroppen reagerer med nogle dages forsinkelse. Ellers er det i dag Manchester United-supportere kloden over sender en vemodig tanke til München, hvor otte af klubbens spillere lagde deres liv i et flystyrt i 1958 på vej hjem til England fra en Europa Cup-kamp i Beograd. Ialt omkom 23 mennesker i flystyrtet.
5. februar:
I vores lille Jantelovs-land gælder det vel om at holde poterne godt plantet i sneen, hvis man da ellers kan plante noget i sne, og ikke lette over, at det bare går fremad. Vel går det fremad, men der er et stykke vej endnu, inden jeg er i mål - altså inden jeg er rask. En god dag i dag.
4. februar:
En dag tættere på målet og en rigtig kold dag med -12,8 grader her til morgen. Det lader til, at trætheden i allerhøjeste grad er på retræte, og man kan kun blive imponeret over kroppens evne til at restituere.
3. februar:
Ærgerligt nok er der ingen Nobelpris for genialitet. Havde der været, skulle den have været givet til akupunktøren i Roslev. Foldberg kender kroppens mekanismer ud og ind, har masser af erfaring og svarer, hvor lægerne tier. Således skyldes trætheden efter behandlingen i sidste uge, at kemoen, som stadig er i kroppen, så at sige kolliderer med Herceptinen, som jeg behandles med nu. Desuden er det for ham ganske logisk, at canceren stadig skrumper. Det handler om at være afklaret, aldrig tvivle på at målet nås og i øvrigt holde fokus på målet. Det gør jeg, og jeg vinder.
1. februar:
To lange dage på arbejde - Facebook-kursus i dag - sætter sit præg på energien, men det er ikke slemt. Ellers er det rigtig rart at tænke på, at jeg nu får tid og rum til at restituere i og med, at jeg ikke skal have kemo i lang tid. Jeg håber stadig på en sommer uden kemoens bivirkninger. Ej heller skal jeg have taget den ellers obligatoriske blodprøve, fordi antistoffet, Herceptin, ikke "hærger" i kroppen. Lægerne er dermed ikke afhængige af at vide, hvordan den fungerer. Summen af det hele skulle gerne give livskvaliteten og energien et ordentligt skud i den rigtige retning. I morgen går turen til akupunktur i Roslev, hvor der oftest er endnu koldere end her, når det endelig er vinter.
31. januar:
Januar bliver lige straks til februar, og det bliver rigtig bitterlig koldt. Trætheden er på stadig vigende front, og det er ganske fantastisk at fornemme, at kroppen begynder at fungere bedre og bedre. Det er bl.a. overskuddet og energien, der skal bidrage til, at jeg kommer i mål. Og svaret på scanningen forleden har givet et ordentligt skud gejst og optimisme, så jeg er klar til at kæmpe mig igennem.
29. januar:
Det går fremad, men det går langsomt ikke mindst, fordi jeg er på vej til at blive rask og stadig går på vandet efter beskeden i torsdags... Jeg forventer at tage på arbejde nogle timer i morgen, men jeg er hele tiden nødt til at føle mig lidt frem og være opmærksom, når kroppen fortæller mig, at den er træt.
28. januar:
Trætheden har i dag været til at holde ud, men der er ingen grund til at juble af den grund. Erfaringen fortæller mig, at det kan være helt anderledes i morgen eller på mandag. Det er fuldstændig umuligt at sige noget om. Det gælder om at holde fokus på målet og rette fokus på de ting, jeg klarer at gøre i stedet for de ting, jeg ikke magter og i øvrigt tage tiden til hjælp. Det væsentligste må vel være, at trætheden ikke bliver kronisk. Det vil godt nok koste noget livskvalitet.
27. januar:
Fantastisk at fornemme sygeplejerskerne glæde sig med os, da resultatet af scanningen i går begyndte at sive rundt på afdelingen i går. De er virkelig overskudsmennesker, der forstår at lytte og holde humøret højt til trods for en travl arbejdsdag. Igen blev jeg betegnet som en positiv variant. I dag har jeg været så træt, at et plejehjem ligner et flok ADHD-drenge på speed... Det kommer til at kræve rigtig meget at krænge trætheden af. Måske måneder. Måske bliver den kronisk.
26. januar:
Canceren skrumper. Det er den korte version af svaret på scanningen, som jeg fik i dag, da jeg var til vedligeholdelsesbehandling på OUH. Ifølge de mål, som er skrevet i scannings-beskrivelsen er reduktionen på 21 millimeter - fra 75 til 54 millimeter. Det er usædvanligt i og med, at de svageste kræftceller dør først i behandlingsforløbet, mens de stærkeste er temmelig meget mere sejlivede. Det er sådan, at lægerne måler nogle faste "steder" på scanningsbillederne for hele tiden at have noget at sammenligne med, og de 54 millimeter betyder ikke, at jeg har én svulst i kroppen på den størrelse. Der er mange svulster/metastaser, som alle skal væk.
25. januar:
Blodprøven i morges gik fint. Der er nogle, der kan det, og så er der nogle, som ikke kan stikke, men alligevel er det deres job... Vel, nålen sad i den hærgede blodåre i højre arm i første forsøg, og blodets værdier er ifølge OUH perfekte. Altså tåler kroppen mosten. I morgen er der "vedligeholdelsesbehandling", som åbenbart er fagfolkets betegnelse for behandlingen i morgen, som ikke længere er kemobehandling. Trætheden, som har plaget mig et stykke tid lader stadig til at være på retur, men belært af erfaring, så er det for tidligt at kippe med klaphatten og tro, at alt går som på skinner fra nu af. Der er helt sikkert flere farlige skær forude.
24. januar:
Der er to dage til behandling med det væksthæmmende antistof, Herceptin, som i øvrigt er meget brugt i forbindelse med brystkræft - og bare så det er sagt, drenge, så kan hankønsvæsner også få brystkræft. Samtidig får jeg svar på den seneste scanning. I morgen tidlig er der den sædvanlige blodprøve. Et eller andet tyder lidt på, at trætheden stille og roligt er ved at trække sig væk, om end jeg er sikker på, at der er lang vej endnu, inden jeg er helt på dupperne igen. I dag har i hvert fald været bedre end mange af de foregående dage, så jeg satser på, at det bliver bedre og ser frem til en kemo-fri sommer.
22. januar:
Jeg har det fint og mærke intet til cancer eller på jeg er på vej til at blive rask-bøvl, hvis man ser bort fra, at jeg i perioder i løbet af dagen er træt som et helt alderdomshjem og i øvrigt har perioder - eller mere præcist dage - hvor jeg fryser og simpelthen ikke kan få det varmt nok. En sauna er løsningen, og alt under 90 grader er uacceptabelt.
19. januar:
Overskuddet fra nattens søvn holder godt og vel en halv dag, så er der temmelig udsolgt. Desværre hjælper det lige lidt at sove mere - eller mindre - for trætheden er en af senfølgerne efter kemoen og kan ikke soves væk. Desværre, men sådan er det, og jeg håber bare, at kemo-pausen varer rigtig længe, samt at canceren efterhånden fatter, at den har slået sig ned i den forkerte krop.
17. januar:
Pilen står stadig på træthed og søvn, der må gøre en baby grøn af misundelse... Det er måske godt med en kemo-pause alligevel... Tirsdag den 7. februar skal jeg foredrage lidt for de frivillige i Projekt Medmennesker - se www.medmennesker.dk - om, hvordan det som familie er at leve med en træls følgesvend så tæt inde på livet. Glæder mig.
16. januar:
Det går fint, og jeg fungerer, men jeg glæder mig godt nok, til pilen begynder at pege i en anden retning en træthed. Udover det er der ingen skavanker, og det kan kun være positivt, at jeg fx ikke har nogle smerter eller andre mén af såvel cancer som kemo.
13. januar:
Scanningen på OUH i går gik uden problemer, og nu er det bare at vente på svaret, som jeg får den 26. i forbindelse med næste behandling, som altså ikke er en kemobehandling, men blot en antistof-behandling. Ellers klappede den gode akupunktør i sine små hænder, idet hele kroppens system er godt med til trods for den voldsomme belastning, den har været udsat for igennem lang tid. Lægernes plan om at droppe kemoen og nøjes med at give mig Herceptin (antistoffet og væksthæmmer) fik et par anerkendende ord. Nu kigger jeg frem og tror fuldt og fast på, at canceren tager sig en pause.
11. januar:
Jeg kan kigge tilbage på endnu en dag, hvor jeg har været slap og flad, om det da går an med min figur... Jeg har været på arbejde nogle timer, men det er synd at sige, at virketrangen havde de allerbedste vilkår... Vel, det var et skridt i den rigtige retning. Positivt er det også, at kroppen lader til at restituere hurtigere end for et par dage siden. I morgen og fredag er der akupunktur på programmet, og derefter gælder det for alvor om at mobilisere og kigge fremad til en lang periode uden kemo. Det kan kun blive dejligt.
10. januar:
Det slår aldrig fejl og er et klart signal til, at nu går det for alvor fremad: Når knolden begynder at fortælle, at den igen virker og har lyst til at foretage sig noget sammen med resten af kroppen. Det skete her i eftermiddag og ikke helt usædvanligt vender det omtrent på nogle få sekunder. Underligt, men sådan er det og lækkert, at jeg er klar igen. Nu kan jeg begynde at glæde mig til akupunkturen torsdag aften og fredag morgen. Det bliver spændende at høre, hvad manden med nålene har af planer i forhold til OUHs pause fra kemoen.
9. januar:
Det gælder om at finde lyspunkterne: United baskede City 3-2 i går, og jeg har i dag været ude med Otto to gange. Udover det er jeg slap som en slatten karklud og den der forventning om at komme gelinde igennem bivirkningerne, har jeg forkastet her i eftermiddag. Den sidste tur med Otto var lang... Det kan sagtens tage nogle dage endnu, inden jeg er helt på højkant igen.
8. januar:
13 års bryllupsdag og en dag på langs med ikke ret meget energi. Det går klart og tydeligt fremad, og jeg nåede også ud et lille smut med Otto i eftermiddag. Ergo er der lys forude, og jeg er tæt på at være igennem kemoens værste sider for denne gang.
7. januar:
Om det var godt i går, så er det halvskidt i dag med feber og nul og niks energi. Kropstemperaturen har svinget fra 39,3 til 37,0 og op igen til 38,6, men det er jo næsten business as usual. Heldigvis er det et ganske forbigående fænomen, og det er sandsynligvis ovre enten i morgen eller mandag. Jeg forventer i hvert fald at komme forholdsvis gelinde igennem.
6. januar:
Kroppen lader til at tackle kemoen i går på omtrent bedste vis. Eneste bøvl indtil videre er, at jeg er lidt småsvimmel, men det er ikke slemt, og jeg kan sagtens holde mig i lodret position. Ellers glæder jeg mig over, at kemoen er ovre for denne her gang, og jeg får tid til at komme rigtig til hægterne igen. Det gælder om at mobilisere al mental energi, så canceren holder sig i ro så længe som overhovedet muligt - og gerne langt forbi sommeren. Lægerne er voldsomt opmærksomme på hele tiden at balancere på kanten mellen at skåne kroppen mest muligt, samtidig med at den får mest muligt kemo. Det er en snæver balancegang. Udover det ser jeg frem til at besøge akupunktøren igen. Jeg har tid deroppe torsdag og fredag kommende uge.
5. januar:
Behandlingen på sygehuset i dag forløb vel. En kort lægesamtale gav følgende resultat: Lægen gav udtryk for, at den seneste tids gener skyldes, at kroppen er slidt efter mange, mange kemobehandlinger. Derfor fik jeg i dag sidste kemobehandling i denne omgang. Fremover har lægerne valgt at droppe kemo-stoffet (Taxoterre) og i stedet nøjes med at give mig Herceptin, som jeg har fået hidtil sammen med Taxoterre. Herceptin er en væksthæmmer, der forhindrer canceren i at vokse og brede sig. Dermed får kroppen mulighed for at komme til hægterne igen, og det er en beslutning, som jeg er helt enig i. Og måske skal jeg understrege, at der stadig er scanning hver tredje måned, samt at kemobehandlingerne starter op igen, hvis canceren begynder at bevæge sig i den forkerte retning.
4. januar:
Dagen i dag har været den bedste i lang, lang tid. Det er i allerhøjeste grad på høje tid i og med, at der er behandling i Odense i morgen klokken halv elleve. Blodprøven, som jeg fik taget i morges, viser for alle værdier, der er målt, at alt er som det skal være. Og så er det, jeg spørger, hvorfor jeg har haft så skidt? Uanset, så er det positivt, at jeg har endnu en gang har formået at kæmpe mig igennem og i en eller anden grad blive klar til næste behandling. Altså bøtten er om ikke vendt, så er den i hvert fald på vej til at blive det.
3. januar:
Egentlig tror jeg kun, at der er to scenarier i rækken af dårlige dage: Enten udskiller canceren giftstoffer, som kroppen ikke kan nedbryde. Eller også er den ved at forberede sig til det endelige slag. Jeg kan ikke helt blive klog på signalerne. Dagen i dag startede ok, men midt formiddagen dukker ubehaget så op. En lur hjælper på det hele, indtil det bliver aften. Jeg har ingen feber, men føler mig blot utilpas. Lidt som om hele kroppen har dårlig ånde... Hmmm, elendig forklaring, men jeg har ingen smerter, hvis man ser bort lidt hovedpine, mens maveregionen tilsyneladende har travlt med at udskille giftstoffer. Og så tapper det hele mig for energi perioder. Heldigvis er der også positive ting: Jeg har luftet Otto to gange i dag, malet lister og vasket op, hvilket fortsat foregår på den gamle måde.
2. januar 2012:
Nytårsaften sluttede for mit vedkommede omkring klokken 10, da jeg krøb under dynen; utilpas, med feber og småfrysende. De umiddelbare årsager er jo canceren og kemoen, men en lille deciliter rødvin til maden er under stærk mistanke for at have bragt hele systemet ud af balance. Dagen i går var til gengæld ok, men det er rigtig træls at kigge tilbage på en jul, der delvist er blevt overskygget af sygdom.
31. december:
Årets sidste dag og ingen særlige tegn på, at feberen, værkeriet i leddene og den genereller utilpashed forsvinder. Det er rigtig øv, men det positive er, at den krigeriske indstilling så småt er ved at dukke op igen.
27. december:
I går og i dag har formen været bedre end de foregående par dage, men det er endnu for tidligt at sige, at det er ok, og næste behandling er faktisk bare en uge forude - det er næste torsdag. Tanken er naturligvis, om jeg når at blive klar til behandling, men jeg har før oplevet, at tingene lige pludselig retter sig. Det positive ved at være sløj er, at jeg er nødt til at spise sundt, og det er vel ikke lige det, den danske jul er kendt for at være.
25. december:
Dagen efter dagen og både den 23., den 24. og i dag har jeg haft det halvskidt og til dels helskidt. At dømme efter kroppens reaktioner reagerer den forholdsvis voldsomt på bl.a. chokolade og en lille sjat rødvin. Løsningen er snarest at finde tilbage til at droppe alt andet end grønsager og så tage den derfra. Hvorfor kroppen reagerer sådan, aner jeg ikke, men træls er det i hvert fald.
23. december:
... og dagen før dagen. Egentlig skulle der have stået noget her på siden den 21. december, men nisserne har åbenbart været på spil. Vel, i går morges klokken halv syv var det vintersolhverv, og dermed bliver dagene nu lysere og lysere et halvt års tid frem. I går var jeg lidt småskidt, men det kan skyldes noget mad, jeg har spist. Ikke fordi maden var dårlig, men fordi kroppen fra tid til anden reagerer på bl.a. ost og bananer. Ellers holder den talstærke redaktion her på sitet juleferie i en rum tid fremover. Derfor opdateres siden ikke dagligt, måske sporadisk, men vi vender stærkt tilbage. God jul til alle.
19. december:
Stadig en små-bøvlet tunge, og efter hævelsen og såret at dømme varer det et stykke tid, inden alt er ok igen. Ellers er alt vel bortset fra i Nordkorea, hvor diktatoren er død. Samme skæbne led Vaclav Havel, tidligere præsident i henholdsvis Tjekooslovakiet og Tjekkiet, der desværre tabte kampen mod kræften i går. Dermed er én af vor tids største europæere, der valgte er kæmpe mod diktaturet og for demokratiet, borte, og vi bør sende nogle taknemmelige tanker for, at vi har et helt - og ikke et delt - Europa til Prag i disse dage.
18. december:
Tungen har det bedre, og det gør, at det er lettere at spise, uden at det svider og gør ondt. Ellers er det lidt bøvlet at finde noget at klage over, men jeg har også valgt at klare mig uden spindoktor... Kroppen har det fint, og jeg håber inderligt, den responderer på behandlingerne ved at sende canceren langt væk. Det er da den bedste og billigste julegave, jeg kan få.
17. december:
Benet er i orden igen, kroppen fungerer ok, mens jeg desværre bøvler med et sår på tungen, som er temmelig træls. Det er én af kemoens bivirkninger, og midlet imod er at gurgle munden med kamillethe. Jeg har overskud til at gå tur med Otto og klarede julefrokosten på arbejde i går aftes uden problemer.
14. december:
Det er altid skidt at blive skadet og endnu mere skidt, når det så at sige sker helt af sig selv. I morges på tur med Otto slå højre ben sig vrang og siden været ganske umedgørligt. Vel, der er 10 dage til den store fødsesldag, og jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg er igennem den seneste behandling. Nu gælder det om at nyde livet og være klar til næste behandling den 5. januar.
13. december:
Jeg har i dag besøgt det lokale sygehus for at få en ultralydsscanning af hjertet. Lægerne er interesseret i at vide, om hjertets pumpefumktion påvirkes af blodpropperne, når blodet pumpes fra hjertet til lungerne. Undersøgelse viste, at der intet usædvanligt er. Hvis nogle har noget energi i overskud, så vær sød og mail det til mig... Jeg er i den grad i underskud efter behandlingen forleden.
12. december:
I går var det ren feber-karrusel med 39,6, som dagens højeste og 37 rent som det laveste. Kroppens termostat fungerer ikke oven på kemoen, selvom det er bedre i dag. Det er hele tiden et skifte mellem at svede tran og småfryse. Kroppen er lidt mat stadigvæk, men det går helt tydeligt fremad, og jeg forventer at være på højkant for alvor i morgen.
10. december:
Dagen efter dagen har været lidt sløj, men på ingen måde værre end, at det har været til at holde ud, gå tur med, vaske op og se fodbold. Der var lidt feber i nat med henholdsvis frysen og sveden, men en lur over middag og en god halv time ude med Otto gjorde godt.
9. december:
Alt er ok efter overstået behandling nummer 29 på OUH. Det er lidt underligt, hvad man vænner sig til, men der er næsten gået rutine i de der jævnlige møder med min ven kemo, velvidende at der har været og kommer røvture, så store, at det bagefter kan undre, at jeg klarer at rejse mig igen. Nu får blodpropperne, som viste sig på billederne ved den seneste scanning også sine sager for, idet de kloge hoveder på OUH har besluttet, at den daglige dosis junk, det blodfortyndende Fragmin, øges fra fem milliliter dagligt til seks milliliter. På den måde forventer man, at blodpropperne, som sidder i begge lunger, opløses og forsvinder. Næste behandling er 5. januar, og der er scanning i uge to, samt ultralyd af hjertet kommende tirsdag.
8. december:
Dagen før dagen og en blandet følelse af, at jubii nu sker der noget igen, og så den der jeg har egentlig ikke rigtig lyst. Vel, det er der ikke noget, der hedder, så det er bare om at finde vej til OUH. Formen er fin, symptomerne fra i går borte væk og blodprøven fra i morges perfekt. Jeg er med andre ord klar til i morgen.
7. december:
Gad vide hvornår pengemaskinen Kræftens Bekæmpelse begynder at overveje at meddele os, at den smider forskningskroner - og helst mange - i projekter, der forsker i fx cancer i spiserøret, maven og leveren. Gad hvornår det går op for KB, at der findes og gerne må sættes fokus på andre kræftformer end bryst-, lunge- tarm- og prostatakræft. Jeg glæder mig allerede til, at mit sure opstød bære en anelse frugt; jv. linket her http://www.cancer.dk/Nyheder/
nyhedsartikler/2011kv4/
bedrepatientkommunikation.htm
For dem, der er på Facebook og har Kræftens Bekæmpelse som én af sine grupper, kan jeg oplyse, at organisationen i dag disker op med, at det er muligt at vælge årets mand - lutter kendisser. Peter Mygind, Ole Henriksen, Thomas Helmig, Burhan G og Mikkel Kessler. Sammen med mine sure opstød over den manglende sans for at "ramme" os normale borgere har jeg i al beskedenhed foreslået mig selv... Ellers har dagen i dag været lidt halvskidt, idet jeg har haft symptomer på en omgang influenza, men her til aften lader det til at være forsvundet. Det kunne også lige passe med behandling ventende forude fredag. Det ville være bad timing.
6. december:
Endnu en senfølge af min ven, kemoens, hærgen i kroppen gennem flere år: Jeg fryser og er blevet kuldeskær på mine halvgamle dage. De første 49 år af mit liv har så at sige aldrig frosset. Og nej, det har intet med vejret at gøre. Jeg sidder også på min pind på arbejde - et lille kontor på maksimum otte m2 - og fryser, selvom døren er lukket og temperaturen er pænt over 20 grader. Egentlig har jeg mest lyst til at bestille en billet til Fiji og blive der til det bliver forår; nej sommer.
5. december:
Neglene er knap så ømme, og det lader til, at føleforstyrrelserne i fingrene indtil videre er status quo. Ellers oplever jeg for snart sagt første gang i mit liv, hvordan det er at være kuldeskær. Alle de tre ting, som jeg nævner her er det, man kalder senfølger - langtidsbivirkninger, som det nødvendigvis ikke er helt enkelt at slippe af med.
3. december:
Der er ikke så meget nyt under den sol, som vi ser alt for lidt til. Neglene er stadig ømme, og følelsen i fingrene er hverken værre eller bedre end for nogle dage siden. Kommende fredag er der igen behandling på OUH, og det er vel sidste besøg dér i år. Jeg har været forbi sygehuset over 20 gange i år plus tre indlæggelser på det lokale sygehus i alt næsten en måned. Godt jeg får noget for mine skattekroner, men lad være med at snakke højt om det, hvis der er politikere i nærheden, for jeg er en ren underskudsforretning for samfundet.
1. december:
Jeg begynder så småt at mærke de mere kroniske bivirkninger af lang tids behandling med kemo. Næsen render stadigvæk, neglene på fingrene er ømme og kan faktisk falde af, men mest alt er følelsen i fingrene ved at ebbe ud. Nogle gange er det værre end andre, men det kniber fra tid til anden at klare at gribe fat i ting. Mig bekendt er der tre løsninger: Enten at stoppe behandlingerne, hvilket i givet fald først er aktuelt efter næste scanning, som jeg får svar på i slutningen af januar. Eller tænde for de små grå og vha af mental påvirkning arbejde føleforstyrrelserne væk. Den tredje løsning er at massere fingrene med en såkaldt stick-ball - en bold med pigge eller knopper på, som jeg har brugt med succes før. Indtil jeg kender svaret på scanningen, vælger jeg den sidste løsning. Det virkede for tre år siden, og jeg har bestemt mig for, at det virker denne her gang også. Det handler om at mobilisere nervetrådene, som ødelægges af kemoen, men så at sige vokser ud igen.
30. november:
Jeg hoster stadigvæk, men så længe det bare er det, så er jeg omtrent ligeglad. Det kan bare understå sig i at sprede sig til lungerne. Ellers er Otto (hunden) kommet hjem fra ferie, selv om huset stadig roder. Underligt hvordan den bare slår sig til ro med, at alt er rykket rundt. Hvem sagde i øvrigt, at hunde er tomhjernet? Otto har i hvert fald ingen problemer med at huske alle gå-ruterne og er tydeligt glad for at gense gammelt terræn igen.
29. november:
Har været en tur forbi doktoren i dag efter noget værre hosteri og med bagtanke på, at lungerne måske kunne være betændte. Det er de ikke, og CRP-tallet i blodet (infektion) ligger pænt under grænseværdien. Ellers er alt vel.
28. november:
Nu kan både raske, syge og os, der er på vej til at blive raske gå på græsplænen. Al jord ligger i containeren klar til afhentning. I eftermiddag har jeg hostet voldsomt, men jeg håber, at immunforsvaret er i stand til at dæmme på for alskens virusser, så jeg slipper for en omgang influenza. Det vil være rigtig dårlig timing lige nu, hvor alt går næsten perfekt.
27. november:
Hmmm, underligt med de der computere og teknikken. Jeg opdaterede siden i går, men uvist af hvilken grund er det smuttet. Det blæser og har blæst, mens bunken af jord er svundet så meget, at der i morgen er fuldt i containeren og tomt på græsplænen. Lækkert. Kom ikke og sig, at os der er på vej til at blive raske går udenom en bunke jord på mange kubikmeter. Ellers har kroppen det helt fint, og det er sgu næsten underligt, at der ikke er en eller anden skavank at bekymre sig om...
25. november:
Det er som om hosteriet tiltager, næsen render, hvilket er en af kemoens bivirkninger, samtidig med at huden på fødderne er tør, og neglene på fingrene ømme. Heldigvis blev jeg udstyret med creme og en lille net toilettaske med lyserød snip til at åbne og lukke lynlåsen med diverse negleprodukter, som en af sygeplejerskerne misundeligt gav udtryk for koster en halv formue, sidst jeg var på OUH. Det er nok tid til lidt manicure i morgen, så neglene ikke falder af. Det kan faktisk ske.
24. november:
En længere dag end normalt med åbent hus på arbejde. Jeg havde nogle smerter i maven og leveren i nat. De har været der før på samme måde og sted, men forsvandt hurtigt i nat. Normalt tager det mellem et kvarter og en halv time. I morgen begynder projekt trille jord væk og op i en container - der er i runde tal 11 m3, som indtil for få uger siden henslængte en fredelig tilværelse under vores køkkengulv. Nu ender det hele på genbrugspladsen.
23. november:
Bivirkningerne efter influenzavaccinen forleden har fortaget sig, og de eventuelle bivirkninger efter behandlingen i fredags ligger jo i Odense, så alt er vel.
22. november:
Jeg har i dag været i Odense for at få taget den der blodprøve, som skal fortælle noget om, hvad de kloge hoveder kan gøre ved blodpropperne i lungen/lungerne. Måske skal doseringen af det blodfortyndende Fragmin justeres. Måske skal blodpropperne fjernes, men det er ifølge lægerne noget kompliceret, så det er sikkert sidste udvej. Ellers fortæller kroppen klart og tydeligt, at den er blevet vaccineret mod influenza - der er alle symptomer på, at jeg er ved at få influenza, men det er ganske normalt og forsvinder formentlig i løbet af i morgen.
21. november:
Dagen har budt på en influenzavaccine og et lille kort goddag til noget, der minder om bivirkninger fra behandlingen i fredags, men her sidst på eftermiddagen har de allerede trukket følehornene til sig.
20. november:
... og fem uger til, at vi med stor glæde kan konstatere, at der er et år til juleaften... Vel, ham der den trælse bivirkning har i dag givet særdeles moderate signaler om, at han er der, men det har været yderst moderat. Jeg har frosset en smule sidst på natten og været lidt kemo-mat i sokkerne, men valgte at ryste det af mig og lade som ingenting. Bivirkningerne kan de andre patienter på OUH tage med sig hjem, hvis de har lyst. Jeg har ingen planer om at huse dem.
19. november:
Survivor kaldte sygeplejersken mig i går på OUH. Og så er jeg usædvanlig, fordi scanningen viser, at der er blodpropper i lungerne. Det usædvanlige er, at jeg ikke har nogle symptomer. Hvad skal jeg da også med dem, spørger jeg mig selv? Blodpropperne er foreløbig endt med, at jeg skal have taget en blodprøve, der analyseres på en speciel måde og i øvrigt skal tages præcist fire timer efter, at jeg har sat sprøjten med den blodfortyndende Fragmin. Og jeg som allermest har lyst til at være helt almindelig og sædvanlig...
18. november:
Dagens behandling på OUH gik fint, og indtil videre har kroppen ikke opdaget, at den har fået et skud mere. Sådan skal det bare fortsætte. Svaret på scanningen var, at der er status quo - canceren hverken skrumper eller vokser. Egentlig ganske positivt, men jeg havde håbet på, at den var skrumpet en sjat, men denne gang ej. Nu venter endnu en serie på tre behandlinger; den første i dag, den næste den 9. december og den tredje - sjette med denne her type kemo - straks i det nye 2012. Derefter er der scanning igen.
17. november:
Dagen før dagen og tro det eller ej, men det er faktisk sådan, at jeg ser frem til endnu en behandling og nogle dage i selskab med min ven kemo. Uden kemo ingen muligheder for at holde canceren i skak, og man behøver ikke den store kugleramme for at regne resultatet af det ud... Ergo gælder det bare om at hænge i, se lyst på livet og kæmpe for at komme igennem. I morgen håber jeg, at jeg er et skridt nærmere at tage røven på lægerne. Ellers er det gået fint med at synke maden i dag.
16. november:
Det fungerer stadig forrygende, og den største udfordring p.t. er at magte at synke maden. Svulsten nederst på spiserøret er i den grad i vejen. I går aftes var den helt gal. Spørgsmålet er naturligvis, om den vokser, eller om det blot er arvæv, der gør, at spiserøret mister sin elasticitet. Vel, svulsten er én af de ting, lægerne måler på, når de tjekker billderne fra scanningerne, så fredag ved jeg, om den vokser, skrumper eller bare er ligeglad med kemoen. Løsningen på bøvlet med at synke maden er at få "monteret" en stent, der presser spiserøret ud, så maden lettere glider igennem. Indtil videre har det været en løsning fra syge mennesker. Jeg er nemlig på vej til at blive rask.
15. november:
De sidste rest af de 15 m3 beton og jord, der skulle trilles væk og ud, forsvinder i morgen. Der mangler et par få kubikmeter, så kan vi begynde at gøre klar til det nye gulv. Ikke dårligt. Elles er der ikke så meget nyt under solen. Blodprøve i overmorgen og en tur med min ven kemo fredag formiddag med svar på den seneste scanning. Underligt hvad man vænner sig til. På OUH kender de svaret på scanningen, mens jeg venter uden at skænke det hele særligt mange tanker.
14. november:
Jeg ved, at kollisionen front mod front kommer i slutningen af ugen, når der står endnu en gang kemo i kalenderen. Vel, lige nu nyder jeg i fulde drag at være i den grad på toppen, at det er svært at acceptere og tænke på, at der er nogle skumle celler inde i kroppen, som kan gøre det af med mig. Nu er det imidlertid sådan, at jeg er fast besluttet på at kæmpe mig igennem, og det er mig, der vinder.
12. november:
Fugtproblemet i køkkenet betyder, at vi har brækket 25 m2 gulv op - alt sammen beton, der skal trilles væk sammen med jorden under. I runde tal 15 m3. Tilsyneladende er overskuddet p.t stort nok til at være med til det, om end jeg også bliver træt. Mest glædeligt er det dog, at kroppen er i stand til at restituere og være på mærkerne igen i løbet af kort tid. Kort fortalt: Det kører perfekt.
11. november:
11.11.11 og jeg har det så godt, at det næsten er for meget til at være sandt. Forkølelsen hænger stadig lidt ved, men ellers har jeg absolut ingen gener af nogen som helst art. Lækkert.
9. november:
22 år siden Berlinmuren faldt og en ny verdensorden så småt begyndte at vise sit glædelige ansigt. Dengang var cancer noget andre fik. I dag er det virkelighed, men det forhindrer mig ikke i, at kampen fortsætter. Den bliver måske lang for mig akkurat som kampen for frihed og demokrati var lang for dem, der ønskede forandringer øst for Jerntæppet. Hmmm, en god dag. Forkølelsen og ikke mindst hosteriet er så småt ved at slippe taget og generer mig ikke længere.
8. november:
Det er noget rigtig bøvl at synke maden p.t. Knuden nederst på spiserøret er i den grad i vejen, at jeg med lidt for jævne mellemrum ikke kan synke maden og bliver nødt til at sende den retur igen. Det er rigtig træls, men ifølge lægerne er der kun en løsning, og det er at operere en stent ind, som holder passagen åben og stor nok til, at maden kan passere. Uanset er det livskvalitet, der fordufter i og med, at det pludselig kan blive et pres at spise - nogle gange føler jeg, at jeg skal skynde mig at blive færdig, og det er det absolut værste. Tid er en afgørende faktor for at få måltidet sendt den rigtige vej gennem systemet, så kroppen får noget ud af det andet end at blive udmattet af at brække det op igen.
6. november:
Det går rigtig forrygende og forhåbentlig arbejder kemoen på højtryk med at slå kræftceller ihjel... Akkurat det kan kun gå for langsomt. Uanset en træls omgang forkølelse og hosten er det rigtig længe siden, jeg har været så fast besluttet på at kæmpe mig igennem som nu. Det er helt klart den bedste periode siden en gang i foråret. I øvrigt er det i dag 25 år siden, Sir Alex Ferguson overtog som manager i Manchester United - for de uindviede har disse år givet 37 trofæer. Are you watching Liverpool.
4. november:
Om det er kemoen, der skal have æren eller bare sådan i almindelighed, så har jeg reddet mig en mindre omgang hosteri og forkølelse. Naturligvis småtræls, men trods alt en bagatel. Ellers kniber det længere end normalt oven på en behandling at få styr på nattesøvnen, der sagtens kan byde på to til tre vågne timer midt om natten og i hvert fald nogle voldsomme svedeture. Det er helt klart kroppen og kemoen, der har et eller a